<< [Post 6 af 8] >> Direkte link til denne post

Museumsnummer: 159359

Speculum, dobbelt, depressor, "fanøe".

Genstanden er i magasin

Tilføj en kommentar   

Billeder
Billede af recorden.   Billede af recorden.   Billede af recorden.   Billede af recorden.   Billede af recorden.  
Information om genstanden

Museumsnummer

159359

Generelle Oplysninger

Brugt til gynækologiske undersøgelser i almen praksis på Park Allé i Aarhus.

Lægen Inge Sørensen fortæller:
”Det er ganske almindelige spekler, i fire forskellige størrelser. Og de er godt slidt. Især det ene. De er næsten selvholdende. Man kunne jo finde ud af, at et man var i gang med var for stort, og så kunne man lige vende det om. Eller også kunne man finde ud af, at det her var for småt, og så havde man et større i den anden ende. Og tilsvarende her. Jeg brugte dog primært en anden model, fordi de var rarere at have med at gøre, men tyngden i skaftet på denne her gør, at man kan lade den hænge, for man har jo sommetider brug for at have hænderne et andet sted. [Sættet bruges ved at man, mens speklet hænger i kvindens skede] ”lister fanøe depressoren ind og så løfter man den op, og så passer den ene ind i den anden. De her passer jo ikke ind heri, og det er jo noget skrummel. Så prøver man med den her. Det er også noget rasleværk [de passer ikke sammen]. Men dem man laver nu om stunder passer sammen. Så har man nogle såkaldt selvholdende spekler i plastic, og de niver, og man skal sådan passe på med, at de kommer til at sidde ordentligt. De er som regel for korte i stykket, det her er rent ud sagt noget makværk.
Når jeg skulle lægge en spiral op, og det kneb med overblikket, så kaldte jeg på sekretæren. Så kom hun ind, og så sagde jeg at hun skulle holde det, og så satte hun sig ned på en taburet ved siden af. Du kan godt se, at det der dur ikke rigtigt [fordi depressoreren ikke passer ind i speklet]], det kan fru Hansen ikke være tjent med.
For at jeg kunne komme til, så sad sekretæren og holdt det for mig, og så kunne hun også lige holde patienten i hånden, mens jeg fik lavet det jeg skulle. Men da brugte jeg altså de ordentlige moderne ting - de spekler man bruger nu. De er mere i en ret vinkel. Og så er de slebet glatte, og det er depressoren også, sådan at de passer sammen, så de kan holdes tæt sammen. Der er ikke noget med, at de står og skrumler. Det er jo altid ubehageligt at være den, der skal lægge krop til, ikke mindst hvis man har fornemmelsen af, at de sidder og rumsterer med det og ikke rigtigt kan få det til at passe. Bortset fra, at til det der med spiraler skal tingene jo være sterile. Man kan ikke sidde og mosle alt for meget med det. Og man skal heller ikke gøre selve situationen mere pinagtig og ubehagelig og uacceptabel for patienten end højst nødvendigt. Det er jo noget af det mest ubehagelige, man kan blive udsat for. Jeg havde sådan et gardin, så man kunne klæde om inde i et hjørne, og så kunne man lige trække gardinet for, så man havde fornemmelsen af en lille smule privacy.
Jeg var også nødt til at kalde på sekretæren, når noget gik galt, og en enkelt gang måtte jeg tage instrumentet og smide det hen på døren, hvis der skete noget med patienten. Det skete et par gange, at patienten gik i krampe, og så havde jeg jo nok at gøre med at holde hende nede, så hun ikke stak af fra mig, og så havde jeg jo ikke en hånd fri til andet end at kyle instrumentet hen på døren, så kan du tro, at sekretæren kom i en vis fart. Jeg ville ikke være alene dernede, når jeg lavede det der. Jeg var ude for to gange, at nogen besvimede og gik i krampe, og det var altså grimt. Det medførte, at da jeg havde det bagerste kontor dernede, fik jeg installeret en ringeklokke, som jeg kunne træde på, hvis der skulle være noget akut.” (Uddrag af interview med læge Inge Sørensen foretaget d. 12. januar 2017).

Inge Sørensen fortæller om sterilisering af gynækologiske undersøgelsesinstrumenter i almen praksis i 1970erne:
”Jeg anskaffede en bageovn, der ikke blev brugt til andet. Og så købte jeg nogle bageplader, og så pakkede jeg sådan en spiralplade med et speculum, to, et stort og et lille, og en Fanøe [depressor] og en tamponstang og en klotang og så en målepind. De lå så i strategisk rækkefølge, sådan at i bunden der lå målepinden, oven på den lå tamponstangen, og oven på den kugletangen eller klotangen. Speklerne lå sådan, at de vendte ryggen ud, så man kunne tage dem med den ene hånd, og depressoren lå så man kunne tage den med den anden. Så kunne jeg få det hele til at være i en lille metalbakke. Når vi havde brugt det blev det vasket og tørret osv., og så blev det puttet ind i ovnen, og så fik det en time ved 180 grader. Derefter kaldte jeg det sterilt, og der blev det stående, indtil det skulle bruges. Hvis der var en uge, hvor jeg ikke brugte det, så fik det bare en tur til. Sommetider lagde jeg tre tamponer ved. Jeg skulle have noget til at dyppe op med. Jeg lagde det der skulle bruges og så sådan en lille rund leverpostejbakke, for den kunne man komme noget saltvand eller noget sterilt vand i, som man havde til at rense af med. Det hele var der på en gang. Så hentede man den der [i ovnen], når man skulle bruge den. Men sådan nogle gazetamponer blev trælse, når de havde været i ovnen 3 gange, så blev de skiftet ud. Så brugte jeg naturligvis sterile handsker. Jeg var faktisk meget omhyggelig med de dele.” (Uddrag af Interview med Inge Sørensen, 12. januar 2017).

Sagsnummer


832 Lægepraksis Park Allé 3, Aarhus.

Emnegrupper


600 Almen praksis
1200 Gynækologi og obstetrik
1240 Prævention

Størrelse

Speculum str. 3: 17 X 10 X 4 cm/17 X 8 X 3,5 cm, Speculum str. 2: 15 X 7 X 3 cm/15 X 8 X 3,5 cm. Depressor (S&W): Håndtagsdel 20 cm, indføringsdel 9 cm, Depressor: håndtag: 22 cm, indføringsdel 10 cm.

Beskrivelse

To stk. dobbelt-speculum med ”J” form” i forskellig størrelse (hhv. str. 2 og 3) samt to stk. ”Fanøe” depressorer. Formentlig af rustfrit stål.

Producent / Instrumentmager / forfatter

Simonsen & Weel (den ene depressor)

Datering

1941 - 1980